Da du er kommet indenfor i bilsælgerens showroom, sætter du øjeblikkeligt kurs mod den mest sporty vogn, du kan betale: en lille, smal og tilsyneladende hurtig vogn, der bærer det forlokkende navn
-Samara.
Du bliver lidt betænkelig, da du ser, at den hedder
-Lada
til fornavn, men du går ud fra, at elegancen vil forhindre andre i at lægge mærke til denne lille, medfødte defekt.
Bilsælgeren har travlt med at undersøge gulvet med næsen, lige indtil slutsedlen er underskrevet og du uigenkaldeligt har dyppet hovedet i glemselens flod
-Lethe
som for altid vil udslette de lykkelige erindringer fra den tid, hvor du ikke havde bekymringer over Jordisk Gods i større omfang.
Speederen sidder en smule for lodret, som var den kreeret for sent til Krushtjovs små fusser, gearene sidder omvendt af alle andre; muligvis for at forhindre at en eventuel fjende gør brug af russiske privatvogne.
Som en af dine venner bemærkede:
-Jeg forstår ikke de der Next-Stoppere. Hvorfor i alverden skulle Nato indtage de kommunistiske lande. Kan man måske forestille sig, at amerikanerne skulle kæmpe for at få lov til at køre i Trabant og Wartburg?
-Ja, jeg spø'r bare!
Du kører smidigt gennem trafikken, men er ikke kommet langt før det begynder at trække i rattet, hver gang du passerer en Benzintank.
Du giver til sidst op og tanker for 300 kroner blyfrit.
Du har allerede forstået at denne bil vil tage dig, ikke ved pungen, men direkte i nosserne hvad omkostninger angår.
Du må altså stort set nøjes med at pudse den i tide og utide og på den måde understrege, at det er din bil, til trods for at Naboerne aldrig ser dig bag Rattet.
Da du jo lige så godt kan gøre en dyd af nødvendigheden, begynder du at finde gode egenskaber frem ved den på resten af turen Hjem og det er da heller ikke svært.
Da du, glinsende i solskinnet, kører ind i dine forældres ralbelagte gård og gør et elegant sving hen foran hovedtrappen, kommer din far styrtende med haveriven i
-præsenterstilling,
overbevist om, at uanset hvilken burgøjserunge, der måtte befinde sig bag rattet i denne helt nye bil, klassens rummeligste med godt spark i den 1,3 liters specialkonstruerede motor, er vedkommende kørt forkert.
Da det går op for ham, at det er hans egen søn, vil han hamre riven ned i taget, men viger tilbage for en sådan Vandalisme mod en god, fejlfri lak.
I stedet går han tænksomt rundt om bilen og sparker til dækkene, så dine tømmermænd atter blusser op.
Din far ved ikke rigtigt, hvad han skal gøre.
Han tænker ikke helt klart, efter at have tilbragt natten som offer for de mest blandede følelser:
-sorg over en spildt Chance, velbehag ved det Kendte; latterliggørelsen over for en yngre rival, der tilmed er hans søn.
Så åbner han døren i Førersiden med en stor bevægelse og lover dig at undersøge, om Køretøjet nu også er pengene værd, mens du går ind og drikker morgenkaffe.
Netop som du lukker døren til forgangen, hører du skrig fra en forpint motor og hyl af dæk og bremseklodser, der flås på langs:
du ved nu, at Testen er gået i gang og at den vil munde ud i en overbærende hovedrysten fra din far.
Det bekymrer dig ikke så meget, thi der er jo intet som en Slagen rivals foragt til at sætte ens selvfølelse i vejret.
Derimod er du en anelse betænkelig ved Malenes reaktion og samtidig en smule foruroliget ved at hun ikke har vist sig på trappen, da du kom tilbage.
Det lover ikke godt og da du kommer ind på dit værelse går dine værste forventninger da også i opfyldelse:
-Malene sidder fuldstændig nedbrudt på sengekanten og hulker hjælpeløst overm din hårdhjertethed.
-Jeg er deprimeret! råber hun ud under lommetørklædet, mens en dråbe ugenert talder ned langs hendes store overlæbe, fra næsen.
-Jamen det er da en udmærket bil.
Se bare: det er en slags stationcar, så der er god plads bagi til barnevognen.
Hun kigger et øjeblik uforstående på dig Og skriger så halvkvalt:
-Dit brutale bæst! Havde du måske tænkt dig, at jeg skulle lide så frygteligt for at sætte dit afkom i verden!
Det havde du selvfølgelig ikke; du havde da slet ikke ment det på den måde; du troede bare, at alle kvinder havde det sådan.
-Ja, da har de Luddere, du har værd vant til måske.
Et øjeblik føler du dig stolt over hendes pludselige tro på din mandighed, der desværre overhovedet intet har med virkeligheden at gøre.
-Kan den overhovedet Køre? mumler hun eftertænksomt, mens hun betragter vinduet med forurettede, blanke øjne.
-Ja, det er klassens Rummeligste model, med sikkert spark i den specielle Motor og den bedste lak til prisen!
Du ved godt, det lyder som en skjult fjernsynsreklame, men du ved også, at piger som Malene falder for den slags Bræk.
-Er det rigtigt? siger hun med store øjne.
-Ja kom selv ud og prøv den!
Netop som du siger det, svinger, nej snarere skrider din far ind i gården og I haster ned.
Din far stiger ganske rigtigt markeret hovedrystende ud og smækker døren med en Foragtende bevægelse.
-Sådan er mænd bare: skal altid Prale! siger Malene med et nedladende sideblik til dig.
Du forstår ikke helt adressen på den hån, men som en god ægtemand tager du den til dig.
Hun stiger ind i førersiden og du ved nu med sikkerhed, at du kun får den at se, når den skal pudses; uden at hun ser det, trykker du et håndkys mod klappen til handskerummet og knuser en tåre over jeres korte bekendtskab.
Du må dog lade, at hun er en dreven bilist, der formår at skælde næsten enhver, der kommer hende på tværs, ud for at være et skvadderhoved med en overbevisning, der gør det troværdigt, at det også forholder sig således.
Hun burde have været Advokat.
Hvilket får dig til at tænke på, at du aldrig har hørt noget om hendes profession.
-Hvad laver du forresten? spørger du midt i en vanskelig kurve.
Med tungen ude af den ene mundvig, fuldfører hun kurve den modsatte vej og svarer:
-Jeg er sgu' da pædagog! Ku' du ikke se det på den måde, jeg behandlede din far?
Du troede ellers, at pædagoger pr. definition var født uden underliv og har altså således fået din Verdensopfattelsc revideret på en Studs.
-Jeg tror godt, den her rådne øse kan holde til at køre hjem til mine forældre.
Så vi beholder den, siger hun, som om hendes forældre, dine svigerforældre, bor i et fjernt land, der kun kan nås ad uvejsomme muldyrstier.
-Hvor skal vi egentlig hen?
-En tur til Bornholm og tilbage!
-Jamen kan det betale sig at have Bil med den vej. Jeg mener, vi bor få kilometer fra færgehavnen og så stor er Øen vel heller ikke'?
Bilen sætter kursen direkte over i den modkørende bane, da hun atter dykker ned bag sit lommetørklæde over dine hårde ord om hendes mors vaklende fødeø.
-Jamen skat, sådan var det da ikke ment!
-Vi skal vel ikke så langt og så kan vi blive hos dem hele tiden!
Hvilket får hende til at sætte i med et endnu større hyl.
-Skal vi måske overhovedet ikke besøge andre?
-Jo selvfølgelig...
Der bliver en pause, inden du tilføjer:
-Hvem?
-Resten af min familie, lyder det ud mellem hulk og ituvredne lommetørklædestrimler.
-Jamen selvfølgelig elskede!
-Hvorfor tror du ellers, jeg ligger her og prøver at finde ud af, om din bil kan køre hurtigt nok?
Ellers kan vi jo ikke nå det!
Du tænker med en gysen på det forestående; på den anden side:
-hvis alle familiens kvinder opfører sig på samme måde som Malene, må det nødvendigvis dreje sig om en meget stor familie.
I kører hjem og pakker og få timer senere, efter mange hændervridende ønsker om en lykkelig fremtid, er I på vej mod bornholmerbåden.
I kører let og elegant ombord og du funderer over, hvor mange gange tidligere hun har gjort det i en Hurtig Vogn, men kvæler det, inden det ødelægger din dag.
Dagen efter kører I i land på den lille ø og farer afsted gennem et kryds, som ikke har kvalificeret til lysregulering, fordi der kun kommer få biler og de kender hinandens kørselstidspunkter.
Det er uden for turistsæsonen, så I rammer en lastbil, der fragter en fjerdedel af Hammerknuden på ladet og forsvinder i en dynge bautasten, der ville være en vikingehøvding værdig.
Din familie rammes ikke så hårdt af jeres død, for de har allerede afskrevet dig.
Malenes familie er lykkelig over denne skønne, bornholmske ende på et fortvivlet jordelivs sidste panikhandling:
forlovelse med en Goi!
Slut
...
