Næste morgen står du op og ifører dig din hvide judodragt med de Hellige Tegn.
Du kigger længe på den Sovende Skønhed ved din side, kigger mod Himmelen og lover at mødes med hende der, når de jordiske trængsler er overstået.
Du går over og finder en lille feltspade i dit skab samt en harakirikniv, som du har købt i din fætters forretning for værdiløst blik.
Du sætter den i dit bælte, som du spænder med en beslutsom bevægelse, gør reverens for dit husalter og går med et Fjernt blik ned ad trappen, ned forbi din mor, der ser ekstra vred ud her til morgen, fordi hun i skyndingen glemte at få sine tænder i, efter hun var færdig med din far.
Hun renser filosofisk sit ene øre med en tændstik og hvisker ud i køkkenet for at lave morgenkaffe til en mindre.
Du hører din fars stemme, men tænker, at du ikke har mere at miste og fortsætter derfor med at realisere den eneste beslutning, som kan redde dig fra at tabe ansigt i dine egne øjne.
Ude foran, midt i den store, velplejede græsplæne, stikker du en rundkreds i tørven og begynder at grave.
Med store, seje bevægelser kaster du den opgravede muld over din skulder og ænser næppe, at der som ved et trylleslag begynder at dukke mennesker op hele vejen langs jeres hæk, der er klippet ned i en højde, så man lige straks kan se, hvor velholdt jeres have er.
Med tunge, tårefyldte øjne ser du pigen i den hvide Ferrari vinke farvel til dig, men du snøfter blot og graver videre.
Din far kommer tungt gående ud fra huset, og idet han åbner døren, kan du høre din mor skælde din læge ud og fortælle at alle hendes naboer giver hende ret i hendes Synspunkter.
Under din øvede hånd bliver hullet hurtigt dybt nok til sit formmål.
Uden et ord hopper du ned, kaster skovlen op og sætter dig til at betragte din harakirikniv, som du har lagt foran dig.
Din far tager sig til hovedet og går ind igen.
Malene sætter sig på hug ved siden af, smiler til dig.
Du Smiler igen og opdager, at hun har glemt at tage Trusser på.
Du siger det hurtigt til hende, men hun smiler bare og begynder at tale om det varme vejr og skotternes Frugtbarhed.
Du søger tilflugt i alt det, du har læst om Japan i dit" A til Z"-leksikon og bereder dig til at efterleve din Karma.
Det siger du til hende, hvilket straks giver hende et alvorligt, gudindeagtigt ansigtsudtryk og får hende til at fjerne sig, som om du havde fortalt hende, at du led af et eller andet farligt.
Du anbringer tungt dine hænder på dine lår, tager en dyb indånding, da du ser en kasketskygge kigge ud over kanten.
En venlig, uniformeret mand giver sig til at tale roligt til dig om, hvor ung du er og hvor meget livet har tilbage at give dig.
Han smyger sig langsomt ud over kanten og ned ved siden af dig.
Du spørger, om du har overtrådt Loven.
Han fortæller, at alle er Lykkelige i Danmark og hvis de ikke er det, skyldes det udelukkende, at de er en smule syge og at det kan kureres på Samfundets regning.
Du husker dengang, du var inde og besøge din vanvittige moster på et lykkehus.
Alle smilede så bredt, at de måtte have mad gennem en sonde.
Den venlige overlæge kiggede faderligt på dine forældre og redegjorde i detaljer for din mosters problemer med lige som at bearbejde sine
Barndomsoplevelser med forældre som konstant forrådte hendes fortrolighed.
Han kom næsten ikke ind på hendes 50- årige ægteskab med en
pervers støder, heller ikke hendes liv som discountludder på kanten af Civilisationen.
Hun har jo hele sit voksne liv selv kunnet vælge, så det må være en konsekvens af de dårlige figurationer i undfangelsesøjeblikket.
Du funderer over, om din sædafgang skyldes Tjernobyl eller de tilstundende problemer for regeringen. Man er lige som blevet mere samfundsorienteret i løbet af din Levetid.
Og derfor har du selvfølgelig ikke lyst til at opleve den uendelige lykke på din egen krop; sådan lidt.
Nå, nå du er en Pæn dreng.
-Kom med op! Der er ikke noget så slemt, at det ikke kan blive godt igen!
-Kan jeg så få tilgivelse for, at jeg piftede alle Politiets vogne? siger du og
håber på endnu et smil og et
-ja
fra hans faderlige ansigt.
Du mærker en knytnæve i mellemgulvet, hvor det ikke sætter mærker og ser ryggen af den rare panserbasse som, vredt mumlende, kravler op over kanten og hurtigt forsvinder:
-jeg skal kraftedeme' komme og ski'e på din grav, din lille lort!
Din far kommer til syne bag din forgrædte mor, der holder en buket nelliker i hånden og gør korsets tegn mod dig.
Du prøver at fortælle din mor, at du stadigvæk lever og at det forresten er forbudt at begrave Folk på steder, hvor de ikke kan Kontrolleres.
Men hun ser blot, med opaddrejede øjne, sandheden på Guds Blå Himmel, inden hun forsvinder ind for at smøre frokost.
Efterhånden som dagen skrider frem, mister du nyhedens interesse: Folk forsvinder for at læse dagens virkeligt spændende begivenheder og hen mod aften kommer to muskelstærke mænd og propper dig ind i en bil.
Du mærker en led fornemmelse i den ene arm og straks efter smiler du bredt.
Da du vågner op i værelset med de diskrete farver, ser du dig konfronteret med et alvoligt problem:
Hvad gør man, hvis man ikke gør noget? Læs nedenfor: http://puritaner.blogspot.com/2011/02/du-flygter-ikke.html
...
