.
Du ved ikke rigtigt, hvordan du skal klare det her problem:
-du har ikke lyst til at blive og du kan ikke gå, uden at den moralske fordømmelse vil ramme dig, fordi du ikke kan forstå, indse og bearbejde din synd.
Hvis du bliver, vil du få forladelse for din Skyld; hvis du går, må du tage den med dig og du ved fra hele din opvækst, at den slags Skyld kan være meget besværlig, for ikke at sige umulig.
Mickey Mouse kostumet, som du får på af sikkerhedsgrunde, sætter dog prikken over i'et og du beslutter dig for at gå, slet og ret gå; for der er vel intet Syndigt i bare at gøre det, som mennesker er bedst til
Du går med selvsikre skridt ned til portnerlogen, hvor du stopper og venter til han kigger op.
Netop da du har fanget hans blik, fortsætter du dine skridt og da du ser ud til at være i Lovligt ærinde, får du lov at fortsætte.
Udenfor rammer den kolde natteluft dig, men sådan noget museskind er ret lunt, så du finder nemt en bro, du kan sove under i tørvejr og relativ
Sikkerhed, fordi denne Underverden rummer folk som dig; ja selv rotterne holder sig væk af skræk for de mange tusinde kæmpe-Mickey Mouser, der nu er henvist til at leve på gaden i det lykkeligste af alle Lande.
Hvis en eller anden fjern by med 20.000 indbyggere var blevet jævnet med jorden af en naturkatastrofe, ville man foranstahe landsindsamlinger og sætte fjernsynet på opgaven tilmed.
Nu er det lige på dørtrinnet og det ser ingen; undtagen Rotterne og de andre Kæmpemus.
Du overmandes af stor Bitterhed, men stryger den med det samme af dit register, fordi du ved, at det er den direkte vej tilbage til det sted, du er flygtet fra.
I stedet folder du omhyggeligt de store, sorte ører ned over dine øjne, så morgensolen ikke vækker dig og du ser frem til en god, lang nattesøvn, der vil gøre alting Godt.
Du bliver vækket af en forstærket miaven, der runger fra den ene ende af brohvælvingen.
De drevne blandt jer, der er forsynet med en sund paranoia, skynder sig at forsvinde, men du er Begynder og bliver fanget uhjælpeligt til Ordensmagtens store Forargelse, fordi det betyder, at man må indrømme, at du overhovedet Eksisterer, hvilket ikke ser pænt ud i internationale Statistikker.
Den mand, der direkte har foretaget fangsten ser dog veltilfreds ud, idet han klør sin store, bare, behårede brystkasse og med et rutineret tag skærer din hale af, inden han bærer dig i den ene hånd og halen i den anden, stolt i triumf ud i projektørlyset.
l baggrunden ser du overlægen fra afdelingen, der netop har været på fisketur ved den å, der løber under din bro, som du allerede er kommet til at kalde den.
Han kommer med svuppende skridt stormende imod jer i store waders, mens han råber:
-Halløj De der! Halløj De der! Ham der er min! Ham der er min! Forstod De det, De simple mandsling!
Og med et rask tag river han dig til sig, slæber dig hen på et meget mørkt sted, ser på dig med sultne øjne og mumler noget om sine kære, små skællede venner, mens han med et professionelt tag gør linen fast til din ene fod.
Du ender dine dage mellem gamle dæk, rustne damecykler og tre-fire fosforgrønne fisk, der har formået at overleve i den stadige strøm af Spildevand.
Slut
...